SOR Hundeskole
af hundeejer Jens Arndal , Jystrup, april 2007
Vi har haft hund i 30 år i familien. New Foundlændere og blandinger af New Foundlændere og Labrador. Altid meget omgængelige og vi har hverken evnet eller gjort meget ud af opdragelsen – vi har fungeret sammen med skyldig hensyntagen til hinandens særheder.
Vi skulle i sommeren 2004 have en ny hund - den ene af vore 2 gamle hunde var død. Vi havde planer om en 8 ugers tæve af den gode velkendte blanding, men faldt ved første besøg for en 8 måneders hanhund, som var fuld af energi og charme! Et valg, der var uden fornuft – som valg af hundehvalp jo ofte er på godt og ondt.
Meget hurtigt gik det op for os, at det var en meget livlig unghund med mange kræfter og ønske om at bestemme, som vi havde fået indenfor i huset. Den var stort set umulig at løbe træt. Legen var meget voldsom, det var et problem at have den med ud i selskab med andre. Den var ikke aggressiv, men meget dominerende, og vi blev hurtigt klar over, at her kom vores erfaring og - ikke særlig konsekvente - opdragelsesmetoder til kort.
Vi gennemgik træningskurser, som på sin vis gik vældig godt – vi blev efter 1 års træning nummer 1 i ”begynder C klassen” – den laveste klasse, men dog en fornem start med både diplom og præmie, så vi mente, at vi var på rette vej.
Da Svante var 1½ år bed den helt uprovokeret en lille hund, vi tilfældigt mødte. Ikke alvorligt, men det var en meget ubehagelig oplevelse, at den var aggressiv overfor andre hunde – særlig små - uden grund. Det følgende år blev den stadig mere aggressiv overfor hunde: gøede, ville hen til dem og viste ikke tegn på blot at ville lege – den ville bestemme og dominere og så ikke ud til at vige tilbage for kamp. Efterhånden var den så stor – 56 kg . - og havde så mange kræfter, at jeg på vore gåture vendte om, hvis vi mødte en anden hund.
Efter 2 års lydighedstræning var den meget dygtig – blev ofte fremhævet til træningen som et godt eksempel: Den kunne springe, sidde, dække, stå og apportere næsten fejlfrit og var god til at søge og finde udlagte genstande. Problemet var imidlertid, at jeg havde svært ved at holde den, når vi kom til træningspladsen – den hev og sled for at komme hen til de andre hunde, som den formentlig ville slås med (den fik naturligvis aldrig mulighed for det). I hverdagen ville jeg ikke gå på fortove, hvor jeg risikerede at møde andre hunde, for jeg ville ikke være i stand til at kunne holde den, hvis vi var for tæt på hinanden – gik i stedet over på modsatte fortov.
En dag hørte jeg lidt tilfældigt fra en kollega om Lise og hendes hundeskole. En konsultation overbeviste min skepsis om, at her var noget at hente for os alle – både hund og ejer.
Jeg har nu gennemgået Pack Bonding 1/ Lydighed for Begyndere
(8 træningsgange á 1½ time) og er i gang med 2. del, Pack Bonding
2/ Lydighed for Fortsættere.
Det, der har slået mig er, at vi, der mødte første gang og sad og holdt vore hunde i hver sit hjørne af fodboldbanen for at undgå slagsmål, nu kan sidde mindre en 3 meter fra hinanden uden kamp eller optræk til det! Jeg tror, man skal have oplevet, det før man forstår betydningen af det. Mange hunde og familier har det naturligvis det fint sammen og har ikke problemer i mødet med andre hunde osv. Men nogle – blandt andet vores familie, der trods alt har mere end 30 års hundeerfaring – oplever pludselig en hund, vi ikke kan styre og, hvor almindelig god og fornuftig lydighedstræning ikke hjælper.
