SOR Hundeskole

Hvad man dog ikke skal finde sig i – eller skal man.....

Hunde er sociale dyr, som har behov for at være sammen med os. Det er derfor naturligt, at hvalpen opsøger os for at dække sit sociale behov.
I hvalpetiden fra hunden er 8 uger til den er 4-5 måneder, og den skifter tænder fra de små sylespidse mælketænder til de store knap så spidse blivende tænder, kan det for nogle være lidt af en prøvelse at have hvalp, især hvis man ikke har prøvet det før. En sund frisk hvalp er nemlig undersøgelsesivrig og legesyg, så mangt og meget bliver afprøvet ved at bide i det.
 
Dét, som bevæger sig, er selvklart mest morsomt, da det ofte tænder hvalpens jagtinstinkt. At blive kælet er derimod sjældent den mest yndede beskæftigelse for en frisk, vågen og livlig hvalp. Kæleri er som oftest kun noget der kan foregå, når hvalpen er træt og lægger sig for at hvile. Men hvordan tackler man hvalpen, når den i leg bider i vores hænder, arme, fødder og ben?

 

I magasinet ”Vi med hund” kunne man i udgave nr. 8/2007 læse om emnet ”Når hvalpen bider”. Fem hele sider i bladet omhandlede dette emner. På de to første sider kunne man læse, hvordan adfærdsbehandler Irene Jarnved anbefaler, at man skal gøre for at stoppe hvalpens bideri. Det først råd kan jeg kun være enig i, for det går på at forholde sig ro, når hvalpen bider i os.

 

Jeg kan tilføje, at det ofte er selvforskyldt, at hvalpen bider i os. Tit opsøger vi jo hvalpen med det formål at ville kæle den, men som før nævnt er det sjældent dét, som en hvalp finder sjovt på dette tidspunkt i dens liv. Under kæleriet begynder hvalpen typisk at bide i fingrene og hænderne, og her skal man undlade at lave konflikter. Hvis hvalpen ikke vil lade sig kæle, skal man på dette tidspunkt respektere det. Det gør man ved simpelthen at lade hænderne forholde sig i ro og stoppe forsøget på kæleri. Så langt, så godt.

 

Men så må jeg ellers sige, at der begyndte at komme gang i mine ”røde lamper”, for umiddelbart efter kunne man læse adfærdsbehandlerens næste råd: ”Hvis hvalpen bider så hårdt, at du ikke kan lade være med at reagere, så sørg for altid at have handsker og en trøje liggende i nærheden af dig. Det tager du på i dét øjeblik du ser, at den har narrestreger i øjnene.”

 

Jeg synes simpelthen det lyder grotesk, at man skal lade en 10 uger hvalp tyrannisere sig på den måde, og at skulle lave tøj-skifte som beskrevet med både handsker og stor trøje som en rustning mod sin egen hvalp flere gange dagligt er for mig et godt langt stykke ude på overdrevet.

 

Irene Jarnved skriver endvidere:”Konflikter er en løsning. vi ikke bør ty til”.

 

Jeg læser dog videre og kommer til den 3. – 4. og 5. side, som omhandler et ungt par og deres cocker spaniel samt deres problemer med denne spaniels hvalpebiderier. Det beskrives, hvordan denne hvalp fra start af havde været meget bideivrig. Kvinden i parret havde så at sige fulgt de anvisninger, man netop på de to foregående sider havde fået foreskrevet. Hun havde nemlig ”flere gange om dagen måtte have svejsehandsker og gummistøvler på for ikke at blive bidt til blods! Og om natten sov hun med svejsehandsker på”. Men intet af dette hjalp! Først da det unge par fik hjælp til, hvordan man sætter grænser for sin hund, blev problemet løst på ikke mindre end to dage!!!

 

Det er muligt, det er mig, som er lidt tungnem, men hvorfor man i ”Vi med Hund” bruger to hele sider på at fortælle, at man endelig ikke må sige fra overfor sin hvalp, - at man skal iklæde sig en ”rustning” i form af handsker og trøjer flere gange dagligt – for dernæst at brug yderligere tre sider med at komme med et eksempel på, at denne fremgangsmåde slet ikke virker – ja, dét kan da undre. Disse artikler virker i den grad så selvmodsigende, og man næsten kan få en ide om, at Irene Jarnved her kører efter devisen ”Hvorfor gøre en adfærdsbehandling nem, når det nu kan gøres så besværligt”.

 

Vi skal bestemt ikke gøre vores hjem til en ”krigszone” mellem os og vores hund/ hvalp! Vi skal udvise stor forståelse for vores hvalpe og deres uskyldige, men ofte smertefulde bidelyst. Men det må også være tilladt at sætte en stopper for hundens adfærd i enkelte tilfælde, såfremt den i dén grad går over vores grænser for, hvad vi kan og vil tolerere, og jeg vil mene, at når en hvalp bider så hårdt i ens hånd, at man ikke kan forholde sig i ro, men at det gør så ondt, at man ikke kan lade være med at reagere, - ja så er grænsen vist nået.

 

Jeg har følgende forslag til, hvordan du kan vælge at reagere:

 

1) Er bideriet selvforskyldt, dvs. at du har opsøgt hvalpen og ikke omvendt, så bliv passiv i det øjeblik, din hvalp begynder at bide dig. Forsøger du igen at kæle hvalpen efter den er holdt op med at bide i dig, og det samme sker, skal du helt holde op med at forsøge at kæle hvalpen for denne gang. Rejs dig evt. og gå fra den.

 

2) Hvis du sætter dig ned til hvalpen og invitere den til at være sammen og den begynder at bide i dig, afled da hvalpens bidetrang i dig på et objekt f.eks. en bold, bidereb eller anden. Leg en blid trækkekamp, hvor du med den ene hånd hiver lidt i genstanden og hvor du med din anden hånd kæler for hvalpen samtidigt. Lad hvalpen vinde rebet af og til og animér den ind til dig igen. Stop altid legen med at lægge genstanden væk eller rejs dig, og gå væk, når du vil afslutte.

 

3) Hvis du under leg bliver bidt af hvalpen, kan du udstøde et højt skingers ”AV!!!!” og bliv da helt passiv. Hvalpen vil genkende denne attitude og vide, at den har været for hård ved dig. Det er på denne måde, at hvalpe udvikler et hæmmet ”legebid”. Nogle gange kan man opleve, at en hvalp skriger for dernæst at ”overfalde” og dermed irettesætte den bidende hvalp, som er gået over stregen i for voldsom leg. Dette kan man også efterligne, men husk at irettesættelsen skal være meget kortvarig og efterfølges af total passivitet, hvor man trækker sig lidt væk fra hvalpen og sidder helt stille uden at sige noget. Når hvalpen så kommer og beder om ”godt vejr”, lader man sig blødgøre, men fortsæt ikke nogen voldsom leg umiddelbart efter.

 

4) Som artiklen meget kort er inde på, er én af måderne at sige ”Nej” på til en hund, at ”pinne” den. Dvs. at man holder den blidt over næseryggen. Det skal ikke gøre ondt på hunden, men pinningen skal times præcist i dét øjeblik, hvalpen bider. Lav en knurrelyd eller sig ”Nej” ( eller begge dele ) samtidig med, du pinner hunden. Slip derefter hurtigt efter og forhold dig passivt eller afled hunden med et stykke legetøj. Gentag i det omfang, det er nødvendigt. Gå aldrig efter hunden med en løftet pegefinger. Afvent, om hunden kommer igen – fortsæt derefter dine gøremål. Denne metode kan benyttes, når det er hunden, som opsøger dig.

 

5) Kan du af den ene eller anden årsag ikke benytte nogle af de oven over beskrevne metoder, kan du forsøge dig med at sprøjte hvalpen med en vandforstøver. Det vil dog være hensigtsmæssigt, at man siger ”Nej”, lige inden man sprøjter vand på hunden. Man skal selvfølgelig reagere prompte. Det nytter ikke noget at prøve at forfølge hvalpen med en vandforstøver. Hvis denne metode skal virke, skal vandet sprøjtes på i selv samme sekund, som hunden bider.

Husk, at ”Nej” på den måde kan stoppe en adfærd meget midlertidigt, men det giver ikke hvalpen en ide om, hvad den så må. Vis hunden, hvad den må bide i umiddelbart efter eller afled den med f.eks. lidt godbidder, som kastes på gulvet, så den på den måde kommer på andre tanker.

 

Ea Holmquist skriver om træning inde på fodermærket OLIVER´S hjemmeside. Hun har bl.a. fået mulighed for at interviewe den verdensberømte hundepsykolog Anders Hallgren, som udtaler følgende: ” Jeg mener, det er et problem, at nogle hundefolk mener, at man aldrig må sige ”nej” til sin hund. Jeg vil have en levende relation, og jeg vil kunne sige: ”Nej – du må ikke bide barnet, eller nej, du må ikke jagte joggere....”

 

I mine øjne en udtalelse, som er en interessant modsætning til hovedbudskabet i Irene Jarnveds artikel ”Stop hvalpens bideri”. Jeg mener, at de råd, som Irene Jarnved her giver er alt for unuancerede og hendes adfærdsrådgivning har i dette tilfælde en vældig slagside, som vi skal være på vagt overfor i al adfærdsrådgivning. Vi skal nemlig ikke for enhver pris undgå konflikter. Hvis vi gør det, bliver vi konfliktsky, hvilket i en hunds øjne nemt vil kunne tolkes som svaghed, og vi kan aldrig blive gode guider og opdragere for vores hund, såfremt vi i hundens øjne er for svage.
 

Mange har, som parret i artiklen, oplevelsen af, at det ikke nytter at sige ”Nej”, men hvordan kan man forvente, at en hund reagerer på et ”Nej”, hvis den aldrig har lært, hvad et ”Nej” betyder?

 
Min erfaring er, at man ikke lærer folk, hvordan man siger ”Nej” på hundesprog. Det er én af de ting, som jeg har brugt år på at forfine, og som jeg bruger meget tid på at lære fra mig. Pinning er bare én af mange hunde-naturlige måder at sige ”Nej” på.