SOR Hundeskole
- på den anden side set
Af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen, SOR Hundeskole.
www.hundeskole.dk
Februar 2018
Vi mennesker har ofte tendens til at overdrive. Når noget er godt eller sundt, er det let at falde i og over-gøre noget. Således oplever jeg, at begrebet ”socialisering” for mange tager overhånd i en grad, som stresser hvalpene, - som overbeviser dem ( hvalpene ) om, at de skal tage stilling til ”alt og alle”.
Socialiseringslister
I visse foreninger har man i sine bestræbelser på at gøre det så godt som muligt udarbejdet såkaldte ”socialiserings-lister”, hvor man opfordres til at krydse skemaet af.
Vi ved, at hvalpe frem til de er 16 uger gamle er særligt åbne overfor de påvirkninger, der møder dem. Socialiseringsfasen ligger i dette tidsrum.
Mange steder, blandt andet i sidste nummer ( nr. 4, 2017 ) af medlemsbladet for Specialklubben for Belgiske Hyrdehunde ( SBH ) var der netop en artikel, som bl.a. omhandlede socialiseringen, og som så mange gange før, kan jeg se, at man her opfordrer til at lade hvalpen møde så mange som muligt , - både mennesker som andre hunde.
Dét ”at møde”
Jeg vil nu gerne stå på mål for en diametral anden synsvinkel, og det vil jeg, fordi jeg gang på gang oplever velmenene hundeejere som i deres bestræbelser på at gøre det ”helt rigtige” ender op med at have fået det helt ”forkerte” resultat.
Det er min erfaring, at hvis man lærer hvalpen, at den skal tage stilling til ”alt og alle”, resulterer det langt oftere i en unghund / voksen hund, som stadig synes, den skal tage stilling til alt og alle.
Når man skriver ”lad hvalpen møde så mange forskellige mennesker og hunde som overhovedet muligt”, så bliver man nødt til helt konkret at definere, hvad man mener med ”at møde”. Det er for mig det helt centrale, hvordan man definerer dét ”at møde”.
Jeg oplever, at hundeejere både hos dyrlægen og på div. træningspladser får fortalt, at dét at ”møde” indebærer ”at snuse til”, ”at hilse på” og ”at interagere”.
Denne form for ”socialisering” resulterer, som jeg ser det, hovedsageligt i 2 problematikker, som er den direkte konsekvens af denne fremgangsmåde.
”Hilsetossen & Slagsbroderen”
Den ene er ”hilsetossen”, den anden er ”slagsbroderen” ( m/k). Begge dele er lige belastende for ejer, hund såvel som omgivelserne, - og én ting er sikkert; det gavner ikke hundens evne til at fokusere på sin ejer, - lukke omgivelserne ude og koncentrere sig om samværet med sin ejer, - samt de opgaver, man under træning sætter hunden på.
Svante, - fra bølle til terrorist
Årsagen til min holdning ligger bl.a. begravet i historien om min første hund. Det var Svante, - en stor schæferhan, som jeg ”arvede” efter min gamle psykologilærer på Holbæk seminarium, som desværre gik hen og døde under mit uddannelsesforløb. På trods af som hvalp at have deltaget på hvalpemotivations-kurser, hvor han havde haft omgang med jævnaldrende hvalpe, var Svante indædt intolerant og udadreagerende. Det var virkelig ekstremt.
Jeg husker engang, jeg kom gående med ham i en lang 20 m. tøjsnor. Vi gik på en stort grønt område med stor synsvidde til alle sider. Pludselig stivner han og kigger stift i en retning hen og forbi mig. På det tidspunkt stod han til højre for mig næsten så langt væk, som de 20 m. gav ham mulighed for. Jeg kigger først på hunden, så i dén retning, som han står og glaner imod, men jeg kan intet se. Der er ingen. Jeg kigger tilbage på ham igen, og han står stadig intenst stirrende i samme retning. Igen kigger jeg og lader så blikket kører længere ud i horisonten, og dér på en lille bakketop kan jeg se silouetten af et menneske og en hund. De var et sted mellem 200 – 250 m. væk. Det næste, der skete, foregik som i slow motion. Svante satte afsted i fuld galop, - det eneste jeg nåede at tænke var at spænde op i alle mine led, for at samle linen ind kunne jeg ikke nå. Jeg så, hvordan min hund drønede forbi mig og gjorde mig klar til et gevaldigt træk af den 40+ kg. tunge hund, som havde ca. 40 m. at accellere på. Linen holdt, men både Svante og jeg fik en flyvetur, som jeg helt åbentlyst stadig husker.
Kort tid efter startede jeg til træning i den lokale Ph-forening. Jeg fortalte træneren, at jeg havde en hund, som i den grad ikke kunne med andre hunde.
Straks fik jeg at vide, at det var fordi, jeg var nervøs, og at hunden kunne mærke det, så hvis jeg bare slap ham og så gik væk med det samme, så ville han ikke blive influeret af min ængstelse, og dermed ville han ikke slås.
Jeg skulle bare stole på, hvad de der i foreningen sagde, for de havde jo trænet hunde i så og så mange år.
Jeg valgte at tro på manden med ”sherif-stjernen” aka træneren og slap min hund. To sekunder efter var min hund i slagsmål.
Troligt kom jeg 2. gang, og denne gang havde træneren en ny ide om, hvordan jeg kunne undgå at min tilsyneladende dårlige aura ramte min hund, når der skulle være ”hundefrikvarter”. Træneren overtog linen til Svante, mens jeg fik ordrer på at bevæge mig væk og holde mig i bevægelse. Det gjorde jeg, - og træneren slap hunden. To sekunder efter havde min hund overfaldet en anden og var i slagsmål.
Hvad der fik mig til at troppe op til næste træningsgang ved jeg faktisk ikke, - muligvis en blanding af naivitet og autoritetstro.
Den tredje gang havde træneren udtænkt en ny plan. Han havde erkendt, at den ”nervøsitets-udstråling”, som jeg åbenbart var i stand til at præge min hund med, var i særklasse, så derfor var det ikke nok, at jeg bare bevægede mig væk. Nej, - denne gang skulle jeg fjerne mig laaaaaangt væk, - om bag et buskads, som så med al sandsynlighed ville stoppe enhver udstråling af min påståede smittende nervøsitet. Som sagt, så gjort.
To sekunder efter måtte jeg løbe tilbage og hjælpe træneren med at fjerne min hund fra en stor hund, som han havde væltet omkuld og var i gang med at lemlæste.
SÅ stoppede jeg ”træningen” dér!
Min pointe er selvfølgelig, at selvom en hvalp har fået rigeligt med social omgang med andre hvalpe, så er det langt fra sikkert, at den vil få et afslappet og godt forhold til andre hunde, når den vokser op. Det er Svante samt utallige af de hunde, jeg har mødt gennem mit arbejde, strålende eksempler på.
Jo mere, - des bedre
Jeg har efterhånden oplevet det så mange gang, at jeg ikke mere er i tvivl. At lade sin hund mødes med ”så mange som muligt” er ikke en måde, jeg vil anbefale. Det er en misforstået ”oversocialisering”, som ofte resulterer i flere problemer. Socialisering skal aldrig ske efter devisen ”øl er sundt, - meget øl er meget sundt”.
Når hvalpe helt fra begyndelsen lærer, at de pine-død SKAL hen til ”så mange som muligt”, så er der en del hvalpe/hunde, som hurtigt begynder at reagere med stor overstadighed bare ved synet af en fremmed hund eller menneske. Disse hvalpe udviser stor begejstring allerede på god afstand, og i det ”hellige” socialiserings navn ( the more the merrier ) lader mangt en ejer sig trække hen til ”socialiserings-emnet” uden at tænke videre på konsekvenserne.
Når man på denne måde har spenderet hele eller det meste af hvalpetiden med at overbevise sin hvalp om, at den er ”i familie” med alt og alle omkring sig, må det ikke undre én, såfremt man har svært ved at få kontakt med sin egen hund til træning, når der er andre/andet til stede.
Andre hvalpe, som fra start af udviser utryghed ifm. andre hunde og mennesker, er også i fare med denne ”jo-flere-møder-des-bedre”-tendens. Sådanne hvalpe bliver konstant presset ud af deres trygheds-zone. Nogle af dem udviser stærk underdanighed i sådanne situationer, og deres ejere er glade over, at det lykkedes at få hvalpen i situationen, for NU fandt den da endelig ud af, at det ikke var ”farligt”. Hmmmmm …….. eller også fandt den ud af, at den eneste måde, den kunne ”overleve” på var ved at flade totalt og aldeles ud.
En sådan hvalp, som nervøst og overstadigt drøner rundt og skal overbevise sine omgivelser om dens ufarlighed, for at få andres accept, - måske tisser den oven i købet, - er i fare for en dag at ”vende på en tallerken”. Utallige gange har jeg fået den samme historie fortalt, - om hvalpe/unghunde som tilsyneladende er åh-så ”glade” for andre hunde, - hvordan de drøner rundt og underkaster sig, - indtil de lige pludselig ikke gør det mere. Indtil de lige pludselig er blevet tilpas gamle nok til at vise, hvad de virkelig føler, - nemlig en stort psykisk pres over at skulle møde en masse andre fremmede hunde, - at de egentlig føler ubehag og derfor ender op med at ”sige fra”.
Og så er der jo de hvalpe, som bare er ”all-that”, - modige, frembrusende, voldsomme og til tider endda lette at irritere. Det er dem, som vælter de andre omkuld. Dem som ”i leg” stalker andre, - løber dem over ende etc. Hvalpe og unghunde, som opfører sig som ”bøller” i en skolegård, - og hvad værre er, - får lov til det, fordi sådan noget som at løbe ind i en anden hvalp/hund ikke tolkes som en aggressiv handling, - men bare som ”leg”. Og hvordan mon en ”bølle” udvikler sig, når den får lov til at opføre sig som en bølle?
Med alle de fejltolkninger og al den oversocialisering jeg dagligt ser resultatet af i mine konsultationer, er rådet, jeg giver bestemt ikke, at man skal socialisere sin hund ved at lade den møde så mange andre, hunde som mennesker, som muligt. Langt fra!
Tryghed er det vigtigste
Hunde bliver ikke velsocialiserede, fordi man kaster dem i hovedet på en masse andre tilfældige hunde, som man møder på gaden, eller som man valfarter for at opsøge i diverse hundeskove, - på play-dates samt organiserede kommercielle ”hvalpelegestuer”.
Dét, som gør en hund afbalanceret ift. andre hunde er tryghed. Og tryghed får man, når man oplever, at andre hunde/mennesker ikke ”gør noget”. At ”gøre noget” er ikke op til os at definere, - det er op til hunden, og netop dét glemmer man i sin iver for at ”socialisere” sin hund.
Når en lille hvalp sætter sig ned og løfter poten, når en stor venlig hund dykker snusende ned i hovedet på den, så udviser denne hvalp tydelige utrygheds-signaler.
Og så kan man spørge sig selv om, hvorfor det er blevet sådan, at hundeejere ikke kan få nok af ”socialisering”, - i en grad, så man kan høre råd om at ”socialisering” skal ske hele livet igennem, - at det er ”synd” for hunden, hvis den ikke får lov til at hilse på andre hunde.
Menneskeliggørende socialisering
Jeg er af den overbevisning, at nutidens oversocialiserings-tendenser er et udtryk for en af de mest skadelige menneskeliggørelser af vores hunde.
Som jeg ser det, er der en kæmpe forskel på opdragelse af børn og opdragelsen af hunde. Børn skal opdrages til uafhængighed, fordi de en dag skal have et liv for dem selv, - kunne fungere uden deres forældre. De skal under deres opvækst have mulighed for at udvikle så stærke sociale kompetencer som muligt, fordi de skal kunne indgå i alle mulige sociale relationer, - på arbejdet, i privatlivet ift. at få venner, kærester, egne børn og familie. Det skal mennesker kunne, fordi de en dag bliver selvstændige og flytter hjemmefra.
Vores hunde skal ikke flytte hjemmefra og kunne fungere fuldstændigt uden os i deres liv. Hundene derimod skal opdrages til afhængighed, for alt andet vil skabe problemer i dens liv og i vores liv med den.
De problemer, som folk har med hunde, er grundlæggende baseret på en al for stor uafhængighed. Manglende kontakt, lydhørhed , koncentrationsevne og tryghed skyldes meget ofte en oversocialisering, hvor hunden har lært at vælge sin ejer fra, at det er sjovere at lege med andre hunde, - at den skal forvente, at den snart skal hilse på alle omkring sig eller at den skal forvente, at de andre kommer løbende op i hovedet på den.
Mit bedste socialisering-råd er at finde sig en enkelt eller ganske få faste lege/ gå tur-kammerater, som passer til hvalpens/hundens temperament, - dens lege-mønster. Nogle, man kan mødes med af og til, når man vil give sin hund dén oplevelse.
Og ellers vil jeg anbefale, at man virkelig koncentrerer sig om hund-ejer-relationen overalt, hvor man befinder sig med sin hund.
Skab tryghed om din hund, - ikke ved at den oplever, at den SKAL tage stilling til alt i dens omgivelser, men at den netop IKKE skal gøre det. Lær din hund at ”gå ned gennem Strøget”, dvs. lær den, at det er ok IKKE at skulle hen at hilse ( interagere ). At eksponere hunden for forskellige mennesker og væsner er IKKE det samme som at lade den mødes med ”alt og alle”. Lær din hund, at langt det meste bare er ”kulissen” til jeres samvær. Jeg lover, at man får en langt mere ustresset, afbalanceret hund, som oplever glæden og trygheden ved at kunne færdes sammen med sin ejer.
Sluttelig vil jeg tilføje, at da jeg først lærte mig selv dén lektie, blev Svante i øvrigt en hel fantastisk hund, som jeg kunne gå løs med alle vegne. Jeg respekterede, at han ikke elskede alle og partout skulle hilse på alle andre hunde. Han kvitterede med en afbalanceret adfærd, en sjælden loyalitet, - en respekt for andre og en lydhørhed overfor mig. Selv da jeg anskaffede mig hund nr. 2, - endnu en han-schæferhvalp gik det problemfrit.
Held og lykke med din hvalp.