SOR Hundeskole

 

 

Den 27. januar 2014, flyttede Bumle ind hos os. Han var 14½ uge gammel og en meget dejlig lille brun labrador, med alt hvad en hvalp af den alder nu kan plus høj cute faktor.
Vi havde mistet vores gamle lab/schæfer blanding Samson, og vi var ikke i tvivl om, at vi ville have en brun labrador efter ham. Så vi var glade for at have fundet Bumle, og alt tegnede så lyst.

Bumle knyttede sig fint til os og fulgte os i tykt og tyndt. Det var fedt når vi var i skoven med ham, og han gik lige i nærheden af os og hyggede sig, også selvom krondyrene gik, så vi kunne se dem. Han var meget lydig, kom når vi kaldte og løb ikke langt væk fra os. Han var tilmed meget opmærksom på, hvor vi var. Han kunne dog få perioder om aftenen, hvor han blev meget ”fræk” og bare bissede rundt og ikke kunne finde ro.

Nu var det jo efterhånden mange år siden vi sidst havde gået til noget træning, da Samson jo var en gammel herre, så vi besluttede, at vi nok hellere måtte melde Bumle til noget træning, så han blev socialiseret og fik brugt det lille hundehoved. Ja, vi trængte jo også til en lille opfrisker.

Jeg købte ligeledes en ny bog om hundetræning, for være med på det nye beat, det skulle vi jo være. Jeg læste bogen, og jeg skal da lige love for det satte tankerne i gang. Ja, jeg undrede mig i den grad over, at min gamle Samson var blevet så god en hund, som han var, for ifølge bogen havde jeg da gjort ALT forkert med ham. Hmm vi måtte til det der træning i en hulens fart.

Vi meldte os til et hvalpehold hos en adfærdsbehandler med et imponerende CV, hvor vi var 5 hunde til 5 træningsgange. Til disse træninger gjorde Bumle det meget godt i begyndelsen. Han var opmærksom, ville gerne øvelserne, og vi trænede videre med det hjemme. Vi fik at vide, at vi ikke måtte lege så meget med ham, som vi havde gjort, da vi fik at vide det godt kunne stresse ham, og han var jo i forvejen en lille ”hoppebold”, som halen kørte meget på når han fik ros.

Når vi gik tur var det dog meget svært at gå med ham, hvor der var mennesker, cykler, biler og andre hunde for hans iver efter at skulle over til alt og alle, den bare voksede og voksede, linen blev mere og mere stram, og det tog længere og længere tid at gå en tur. Jeg havde nemlig fået at vide, at for hver gang han trak, skulle jeg stå stille og vente på, at han selv slækkede på linen igen.
Det var op at bakke, og gåturene blev en sur pligt, hvis ikke vi kunne komme i skoven, hvor vi ikke mødte alle disse forhindringer.

Mine drømme om at få en hund, jeg havde fuld stemmekontrol over, skrumpede lidt mere for hver gåtur.

Åh jo, vi skulle jo bare forsætte træningen, mon ikke det ville hjælpe? Så vi meldte os på fortsætterholdet á 8 træningsgange.
Vi kom til den første af de 8 træningsgange, og så skal jeg love for, det kørte i en stejl kurve ned af bakke herfra. Den dag fik Bumle lov til at lege med en anden labrador, og derfra kunne vi bare rende ham i r…. Han havde fra nu af KUN øje for de andre hunde, deres ejere og træneren. Han gad overhovedet ikke os og vores LÆKRE godbidder.
Vi fik at vide, at vi bare passivt skulle lade Bumle stå og vente, til han selv kom og ville noget igen. Dette virkede bare slet ikke. Så skulle vi kalde på ham, og det var han også ligeglad med.
Tommy, min mand, og jeg blev meget frustrerede over træningen herfra, og vi kørte hver gang derfra med en følelse af, at vi da overhovedet ikke kunne have hund mere.
Vores godbidder var ikke GODE nok, vores lille madglade fætter gad heller ikke mad mere andet end det, de andre ejere og træneren havde.
Lidt til grin følte vi da også, at vi blev, da en anden ejer sagde:
- ”Det her er bare tørkost, - se, det vil Bumle gerne have”, og så fodrede han min hund med det.
Her greb træneren dog ind og bad ham give det til mig, men… da det kom i min lomme, ville Bumle heller ikke have DET.
Vi, nok mest jeg, var helt og aldeles grædefærdig efter denne træning, og nu kunne det da være lige meget. Jeg følte bare, jeg var en total fiasko til det der træning.
Hjemme blev Bumle også meget mere ”fræk”. Han begyndte at ville bide i hænderne, når der var noget, han ikke måtte. Han knurrede og blev totalt vild.

Der gik en uges tid hvor jeg var i syv sind. Så kom min stædighed dog tilbage, og jeg satte mig en formiddag ved computeren med en kande kaffe og tænkte: ” Der MÅ være nogen, som kan hjælpe Bumle og mig. Han er stadig en ung hund, og så ødelagt kan han ikke være endnu.”

Jeg tror, jeg har gennemlæst alle danske hjemmesider om hundeadfærd, men kun een skilte sig ud, og det var Lises hjemmeside med SOR Hundeskole. Glæden varede dog kort, for der er godt nok langt til Sorø, hvis jeg skulle gå til træning der hver uge. Men jeg vovede pelsen og skrev til Lise, om ikke hun kunne fortælle lidt mere om det der ”sikkert indkald” og ”frie liv”, som hun er så stor tilhænger af.
Jeg fik svar tilbage, om jeg havde set, hun kom til Vejle 14 dage senere på et 2 dages seminar, 7 timer pr. dag med teori og praksis?
Jeg skyndte mig at lave en tilmelding, med tanken ”Ja ja, det bliver nok ikke værre end det er nu”.
Det var i påsken ´14, og jeg havde lavet andre planer, men de blev alle aflyst, nu skulle vi bare gennem de 14 dage. Jeg indstillede alt træning i de dage og gik kun tur med Bumle… jeg havde faktisk opgivet.

Aftenen før jeg skulle af sted, lavede jeg LÆKRE godbidder efter alle kunstens regler og pakkede det, som stod på vores liste. Jeg var dog ikke helt overbevist om, at jeg ville køre om morgenen. Men Bumle og jeg kørte dog den morgen, med meget blandede følelser og forventninger.
Der mødte mig ca. 20 andre mennesker og hunde der på træningspladsen. Jeg tænkte bare ”DET går ALDRIG med den bandit jeg har i bilen, FARVEL kontakt og opmærksomhed.”

Dagen startede med teori, og derefter skulle vi have alle hunde med ud og i gang med det praktiske arbejde. Jeg var pænt nervøs, da jeg hentede ham ud af bilen og skulle gå mellem alle de hunde.

Første øvelse handlede om kontakt og dernæst om, hvordan vi satte en grænse for en hund, som gør en uønsket handling. Det blev demonstreret hvordan vi skulle gøre, og så blev vi sat i gang.
Der stod jeg og vidste jo at chancerne for, at Bumle ville bide mig og bisse ud, når jeg prøvede at stoppe ham i noget, var til stede, så jeg bad om Lises hjælp med det samme, og wupti hjælpen kom omgående.

Lise spurgte mig om hun måtte vise det, hvilket hun selvfølgelig måtte. Fra Lise afsluttede øvelsen med Bumle, er alt begyndt at gå fremad igen.

Da jeg kørte hjem fra første træningsdag i Vejle, havde jeg ikke brug for en bil, jeg kunne være fløjet!
Og timerne, til vi skulle møde næste dag, kunne bare ikke gå hurtigt nok. NØJ, hvor jeg bare glædede mig til mere af alt det, som hundetræning er: sjovt samvær med sin hund, når vi forstår hinanden.

Jeg har siden den første dag holdt fast i Lises metoder, deltaget i flere kurser hos hende både i Jylland og i Sorø, for ja, jeg kører derover, når hun har noget, jeg bare må vide, og køreturen er ikke lang mere, for jeg ved, hvad jeg får med mig hjem.
Jeg tror faktisk, jeg overraskede hende lidt en dag, jeg ringede og bestilte en konsultation. Hendes kommentar var ”Jamen du siger jo, det går så godt Betina?”. Det gør det også, men jeg vil bare lære noget mere, så Bumle, Tommy og jeg kan få et endnu bedre hundeliv sammen. Efter konsultationen bestilte jeg en skriftlig træningsplan, så nu har jeg også tingene på skrift helt beregnet specielt på Bumle. Det går rigtig godt og fremad hele tiden. Drømmen om en løs hund, som jeg har fuld stemmekontrol over, er jeg sikker på er i hus næste sommer, for han bliver konstant bedre og bedre.
Men man skal huske på, at selvom jeg har fået alle de rigtige redskaber, så er træningen stadigvæk hårdt arbejde, for Lise har ikke ”bare” trykket på en knap i Bumle, så han er blevet lydig, - det er træning hver dag.

Jeg har lært meget. Jeg har også lært at bruge min sunde fornuft. Ved den første træning stolede jeg blindt på adfærdsbehandleren / træneren og trænede efter de metoder der blev sagt, selvom jeg for hver uge kunne se, at Bumle blev værre og værre i stedet for bedre og bedre. Jeg har lært at lytte til min tvivl og stille spørgsmålstegn, når en træner siger noget, som ikke virker.

Jeg har også lært at se, at mange af de ting, som andre hundeejere ofte får lært, står i modstrid til dét, som jeg nu har lært. Derfor oplever jeg at møde hundeejere, som ikke forstår, at jeg har en anden holdning end dem. Jeg har til gengæld lært ”hvor de kommer fra”, - og må derfor bare trække lidt på skulderen. Jeg skylder Lise STOR TAK for at have vist mig vejen.