SOR Hundeskole

I visse kredse er det efterhånden blevet tabu at benytte sig af boldmotivation som belønningsmiddel i hundetræningen, fordi man anser det for at være alt for stressende for hunden. I mine øjne svarer det til, at man afskaffer brugen af godbidder i hundetræningen, fordi mad gør hunde tykke.

Stress kan opdeles i to kategorier, eustress og distress bedre kendt som ”positiv stress” og ”negativ stress”. Den positive stress er livs-fremmende, mens den negative stress er sygdomsfremkaldende.

Det er dog meget vigtig at gøre sig klart, at stressens skadevirkninger mest afhænger af det individuelle dyrs oplevelse af en stressende faktor frem for stressorens (= den belastning, som er årsag til stress) styrke og varighed. Det vil med andre ord sige, at man ikke entydigt kan påvise, at boldmotivation er dårligt (negativt stressende) for alle hunde. Ikke desto mindre er det dét, der sker, når man visse steder nægter alle hunde og deres ejere indsigt i denne træningsmetode. Man skærer alle hunde og deres ejere over én kam og tager ikke udgangspunkt i den enkelte hund og den enkelte ejer.

Det er klart, at man med alt, hvad man laver med sin hund, skal vurdere mange ting på vægtskålen ”For-Lidt-Og-For-Meget”. Hver gang en hund belastes, reagerer hundens krop uspecifikt med stress, dvs. øget vejrtrækning, øget puls og blodtryk, øget blodgennem-strømning i musklerne, frigørelse af stresshormonerne adrenalin, noradrenalin og senere cortisol. Hvis en hund for ofte og/eller i for lang tid ad gangen befinder sig i en stress-situation, risikerer den at få stress med efterfølgende skadevirkninger på de indre organer.

Når man snakker om stress, er dét, man bør fokusere på ikke så meget om hunden er god til at ”stresse op”, men mere om den er i stand til at ”stress ned”, - afreagere. Ved afreaktion forstås hundens evne til at geare ned, så dens kropsfunktioner kommer ned i et normalt leje
(normal vejrtrækning og puls som de væsentligste indikatorer). Er hunden ikke i stand til det, er der grund til bekymring og en indsats fra ejerens side.

Mange ting kan få en hund til at hidse sig op. En ændring i miljøet (f.eks. flytning), en umiddelbar trussel, hundeleg, boldlege, sult, støj, jagt, hyrdning, hjemkomst af ejeren, leg med ejeren, mad, agility osv.

Sjovt nok er modstanden mod f.eks. hundeleg og hyrdetræning i de selv samme kredse stort set ikke-eksisterende, trods det at man kan fremføre nøjagtig de samme argumenter her vedrørende stresspåvirkning som ved boldmotivation.

Hunde er rovdyr og reagerer instinktivt med at forfølge dyr/genstande, som opfattes som byttedyr. At få lov til at jage eller oven i købet at ”nedlægge” et bytte opfylder et driftmål hos hunden. Dette kan bruges til at motivere hunden i træningen, nøjagtig som man bruger godbidder til belønning af en bestemt adfærd. Ved boldmotivation belønner man bare i stedet hunden for en bestemt adfærd ved at tilbyde den bolden, dvs. den får lov til at jage og af og til ”fange” bolden.

Et af argumenterne imod at bruge en bold som belønning er, at det stresser hunden op, og stress forringer eller blokerer for indlæringsevnen. Såfremt man bruger bolden forkert, er dette sandt, - ellers ikke!

Stress påvirker hundens adfærd. Bl.a. øger stress på et bestemt niveau hundens opmærksomhed. Den øgede opmærksomhed er netop en fordel i indlæringen, men selvfølgelig er der visse teknikker, som skal læres.

Dem, som bruger boldmotivation på den rigtige måde, kan da heller ikke nikke genkendende til den påståede udeblivende indlæring, tværtimod. Hvis metoden gav så ringe en indlæringseffekt som påstået, ville den næppe heller være så udbredt blandt verdens lavinehunde, identifikationshunde (her er bolden udskiftet med en metalrør), narkohunde, bombehunde, sporhunde, redningshunde, vagt-, jagt- og politi- og militærhunde, så selvfølgelig kan almindelige familiehunde også lære at få fornøjelsen af denne metode.

Et andet argument mod boldmotivation er, at man ikke skal forveksle glæde med stress.

Vi vil jo alle gerne have en hund, som udviser glæde, opmærksomhed og samarbejdsvillighed, når vi arbejder med den. Man kan selvfølgelig vælge at se på hunden som en ”maskine”, hvis eneste handlinger er reaktioner på bestemte stimuli under en drift; Stimulus = bold, Drift = bytte/jagtdrift, Reaktion = jagtadfærd. Bolden er altså KUN en driftsaktivering ifølge denne argumentation.

Samme argumentation kunne man jo også bruge, når talen drejer sig om to hunde, der leger. Driften = socialdrift, Stimulus = en anden hund, Reaktion = legeadfærd.

At påstå, at hunden kun udviser sådanne maskinelle instinktive adfærdsformer blottet for indre følelser er temmelig langt fra nutidens opfattelse af dyrs formåen. Der er i dag en udbredt enighed om, at hunde blandt mange andre dyr er i stand til at føle glæde. Dette er IKKE en menneskeliggørelse, men derimod en egenskab vi har til fælles med hunden.

Man kunne jo spørge modstanderne af boldmotivation, hvordan de identificerer glæde hos deres hunde? Hvordan ved man, at hunden er glad?

Når hunden står logrende foran dig med kuglerunde forventningsfulde øjne, - når den laver legebuk og gøer ud i luften, - når ørene stritter i bar forventning og mundvigene bliver lange, så spørger jeg mig selv, om denne hund mon ikke føler noget, - altså ud over sin opstressethed ? Er dette billedet på en trist, underdanig eller bange hund?

Selvfølgelig bliver svaret nej.

Jeg er ganske klar over og erkender, at boldmotivation er med til at stresse hunden op, men jeg er til gengæld også lige så overbevist om, at hunden også føler noget positivt ved det, såfremt den reagerer som ovenfor beskrevet.

Man kan jo spørge sig selv, hvad glæde i virkeligheden er? Hvad sker der, når man føler glæde? Kan glæde og spænding skilles ad, eller går de to ting sammen hånd i hånd? Er en positiv forventning om noget spændende, der bryder dagligdagens trummerum ikke et udtryk for glæde? Udelukker den positive fysiologiske stresspåvirkning af en hund dens fornemmelsen af en psykologiske glædesfølelse eller er stresspåvirkningen tværtimod med til at forstærke glædesfølelsen?

Noget, man i hvert fald med sikkerhed kan sige om stress og glæde, er, at det er muligt, at stress ikke skal forveksles med glæde, men vi kan ikke udelukke, at en hund kan føle glæde i en positiv stresstilstand.

Hvad undrer mig meget er, at man fra bold-motivations-modstandernes side er meget inkonsekvente i deres holdninger til aktivering af byttedriften/jagtdriften. Hunden er ligeglad med, hvad den får i munden, - og om det er en bold eller en dummy (- bruges som apporteringsgenstand til jagthunde) er for den ligegyldigt. Hunden stresser også lige meget op over det ene såvel som det andet slags ”bytte”. Bold-motivation kunne i grunden lige så vel hedde ”dummy-motivation”.

I Irene Jarnveds bog ”Helhjertet hundetræning” kan man uddrage, at hvad der er fy-fy for en schæferhundeejer er nærmest et must for en labradorejer. Under afsnittet ”apporterende fuglehunde” kan man læse, at disse hunde har et ”behov” for at bære og at ”en retriever vil typisk bære i op til 2 timer sammenlagt pr. dag hvis dens apporteringsbehov skal tilfredsstilles...”. Omvendt advarer bogen f.eks. ejere af schæferhunde mod når ”arbejdet er forkert (f.eks. boldspil og – motivation)”.

Hmmm – hvad mon man skal gøre, hvis man har en labrador/schæferhunde-blanding?

Det er muligt, at forfatteren og jeg har divergerende opfattelser af, hvad boldmotivation er. For en sikkerheds skyld vil jeg da lige pointere, at boldmotivation (byttemotivation) IKKE er en metode, der har til formål at træne hundens kondition ved hovedløst at stå at kaste en bold ud og lade hunden hente/bringe i ét væk!

Men når det er sagt, er der i mine øjne ingen grundlæggende forskel på, hvordan man gør en labrador glad for dummien, og hvordan man gør en schæferhund glad for bolden. Disse to metoder er stort set identiske, hvis det vel og mærke skal gøres rigtigt (ikke tvangsapport!). Samtidig har jeg meget svært ved at tro, at de fysiologiske reaktioner i kroppen på henholdsvis en byttedriftsstærk labrador og en byttedriftsstærk schæfer, som byttedrifts-motiveres, ikke er identiske.

Af samme årsag kan jeg ikke se, hvorfor vi som princip skulle afholde os fra at benytte et godt middel som bolden til belønning under træning og indlæring af hunde. Det gælder om at tage individuelle hensyn og tilrettelægge en individuel træningsform, som passer den enkelte hund og ejer og ikke holde rigidt på nogen principper, fordi der er nogle enkelte, som ikke kan finde ud af at bestride en given træningsmetode.